”Vi har fundet den! Den lå på et bord sammen med 17 andre udenlandske ansøgninger.” Den norske dame i telefonen virker ikke til at synes at det er mærkeligt at de har forlagt 18 udlændinges ansøgninger. Der er en uge til studiestart, og jeg ved endnu ikke om jeg er kommet ind på lingvistik på Universitetet i Oslo. Hun forklarer at de har besluttet at godkende os alle sammen.
‍

Jeg hvisker et ”tak”, og hun svarer ”bare hyggeligt”. Hyggeligt? Det er alt andet end hyggeligt. Jeg er 18 år og har lige fået at vide at jeg er kommet ind på drømmestudiet. Der er en uge til studiestart, jeg er ikke opskrevet til en bolig og jeg kender ingen i Oslo.
‍

Ugen efter kører jeg rundt i Oslo med min mors tidligere kollega – alle kender nogen som kender nogen i Norden. Vi skal besøge en masse nordmænd, der kan tænke sig at leje mig et værelse. Det er skræmmende og forvirrende at træde ind i andre menneskers hjem. Der lugter anderledes, der er ski alle vegne, og de råber op når jeg siger tal på dansk. Og mest virker de til at synes det er eksotisk at få en dansk pige i huset som kan gøre rent for dem.
‍

Det bliver for meget. Jeg går ned til Danmarks ambassade hvor ambassadøren tager pænt imod mig. Han synes jeg er et festligt indslag, da jeg kommer ind og siger at jeg vil have hjælp med at finde en bolig og et studiejob. Han ringer til Sveriges ambassadør og spørger om de ikke har en lejlighed jeg kan leje. Jeg er nu dansk studerende med bolig og studiejob i Norge!
‍

Halvandet år efter flytter jeg hjem til København, fordi der skal være OL i Lillehammer og der ikke er undervisning i lingvistik det semester. Det var Norge.
‍

Jeg studerer i København indtil jeg en dag bliver sendt til Stockholm for at deltage i et europæisk møde i Sverige. Jeg har aldrig været særligt interesseret i Sverige eller svenskerne. De har prikker over bogstaverne som støv man ikke kan puste væk, de stjal Skåne, Halland og Blekinge, de har ingen humor og er egentligt ret ligegyldige.
‍

I aften fejrer jeg 20 års bryllupsdag med ham der ledte mødet i Stockholm; og jeg har indset at svenskerne har humor, de er interesserede i verden på en måde danskerne ikke er og elsker at synge – Eurovision er ikke en leg men cool business for dem, de er venlige og byder gerne på sig selv. Ikke noget med at ansøge om at få lov til at købe en ejendom sådan som udlændinge skal i Danmark. Og de er helt ok med at danskerne er ved at købe Skåne, Halland og Blekinge tilbage sommerhus for sommerhus.
‍

Da jeg flyttede til Stockholm, registrerede jeg mig ikke i Sverige med det samme. Jeg ville lige se om svenskeren var langtidsholdbar. Og som nordisk statsborger var det ikke noget problem.
‍

Hver dag rejser unge og gamle nordboer til et andet nordisk land. På grund af arbejde, studier, familie, kærlighed eller for at bo i et fremmed, men alligevel hjemmevant land på alderens høst. Det er ikke længere muligt at bruge ambassaden som job- eller boligformidling, men med ret information er det let at flytte sit liv på tværs af vores nordiske grænser.

‍