Da pandemien stengte landegrensene, inviterte Hilde Sandvik til skandinavisk familie­ terapi med radioprogrammet Norsken, svensken og dansken. Det viste seg å bli en suksess. Tre år senere hedres trioen, som ifølge juryen har demonstrert en ekstraordinær forpliktelse til å fremme språkforståelse og samhørighet i Norden, med språkpris og feiring i Foreningen Nordens hus. Trioen har finstasen på og glitter i blikket. Glassene er fylt av champagne, huset er fylt av gjester og programmet spekket med musikk og underholdning.

– Det är mycket hedrande att få ta emot detta fina priset, som manifesterar kommunikation, kultur och kreativitet mellan våra grannländer. I detta har Norden sitt förflutna och sin framtid, sier Åsa Linderborg om prisen.

Hilde kjenner seg rørt og ydmyk og beskriver prisen som en stor ære – og en glede. Hassan derimot, mente først at medaljer er for idioter, men har heldigvis endret mening underveis.

– For nogen år siden indtog jeg den holdning, at medaljer hænger man på idioter. Dengang vidste jeg ikke hvad Foreningen Nordens sprogpris betød, og jeg besluttede mig først for ikke at reagere, da vi fik den. Men så læste jeg mig op på prisen, og siden sagde Hilde: «Hassan, det er faktisk ret stort, det var dronning Margrethe som fik den sidste gang.»

Hassan beskriver at han gikk «amok», da han skjønte hvor fint det var. Det er nå også han som står for sitatet i tittelen i denne saken.

– Jeg er grebet af vild begejstring. Prisen er noget af det mest ærefulde i vores tid, fordi Norden for mig er selve fremtiden, sier han.

‍

En skandinavisk minioffentlighet

Men la oss raskt pause feiringen i Foreningen Nordens hus, og de tre festkledte prisvinnerne. La oss spole litt tilbake i tid for å få hele bildet.

I 2016 sa Hilde Sandvik opp jobben som kultur- og debattredaktør i Bergens Tidende for å starte en skandinavisk minioffentlighet som skulle utforske hvilken rolle Norden kunne spille framover, både i og for verden. Men det startet litt trått. Hun lanserte først et nettsted for debatt og meningsutveksling, men gradvis innså Hilde at om hun skulle lage en felles offentlighet for Norden, var samtalen det beste virkemiddelet.

– Jeg forstod tydeligere og tydeligere at det å møtes ansikt til ansikt, er det beste du kan gjøre for å bygge broer.

Kort tid etter at pandemien rammet også her i Norden, i mars 2020 gikk programmet Norsken, svensken og dansken på lufta for første gang, – i en samsending mellom NRK, Danmarks Radio (DR) og Sveriges Radio (SR). Gjerne kalt verdens første skandinaviske talkshow på radio, om du vil. Programvertene snakket med hverandre på sine egne språk.

Totalt har de i dag mellom 300–350.000 lyttere på pod og radio.

– Jeg visste jo at det kom til å treffe. Vi har de samme utfordringene, men på litt ulike måter, sier Hilde.

‍

Kommunikasjon skaper et tryggere Norden

Norsken, svensken og dansken har mottatt mye anerkjennelse for den samlende rollen det har hatt på tvers av de skandinaviske landegrensene. De fikk en pangstart. Og i en tid der krigen herjer i nabolaget, har programmet som alltid høy relevans.

– Nordisk kontakt og meningsutveksling er helt essensielt for at vi skal være en trygg region. Norsken, svensken og dansken har gjort et enestående arbeid med å forsterke og synliggjøre det nordiske samholdet, og vi er svært glade for å kunne anerkjenne dette med årets pris, sier generalsekretær Espen Stedje i Foreningen Norden.

Programleder Hilde Sandvik understreker at det aldri har vært viktigere å både kjenne og snakke med naboen.

– Det har vi sagt så lenge vi har holdt på med Norsken, svensken og dansken. Det er blitt stadig sannere. De største krigene i verden i dag viser oss nettopp at naboland har et økt behov både for å forstå og ha tillit til hverandre.

Juryen uttaler at Norsken, svensken og dansken er «en inspirerende modell for hvordan språk kan brukes som et verktøy for å bygge broer og fremme en mer sammenknyttet og harmonisk region».

‍

Ekte skandinavisk familieterapi

Tilbake til Foreningen Nordens hus, til prisutdeling, summende stemmer, klirrende glass.latter og dempet jazzmusikk. Vi skal innunder huden på Norsken, svensken og dansken. Hvorfor kaller de programmet sitt for «skandinavisk familieterapi?»

Hilde forklarer:

– Vi er søskenland. Som søsken kan vi møtes og krangle og være uenige, men være glade i hverandre likevel. Med programmet harvi også en mulighet til å varsle om våre egne myndigheters urimelighet. Det er et fristed for å være oppgitt over eget land.

Når temaet i programmene går fra Greta Thunberg, til valg og skandinaviske politikerskandaler til forbud mot private islamskoler i Danmark via psykiatri, vindmøller,rasisme, og skjønnhetshysteri og alt der imellom – da sier det seg selv at diskusjonene kan variere mellom de helt avslappede og humoristiske, til det Hassan beskriver som «stockholmsk blodbad». Men litt temperatur, det tåler denne trioen. For de er gode på å være uenige.

– Jag har aldrig upplevt att vi har haft en diskussion där jag efteråt har känt att ‘oj, nu har något gått sönder här. Aldrig, någonsin.’ Jag känner mig otroligt trygg, sier Åsa. Hassan forteller at han kan kjenne på en frykt for å bli forlatt når diskusjonene blir opphetet. For tenk hvis de blir uvenner og ikke finner tilbake på hverandre?

– Jeg er bange for at blive forladt, at noget skal gå i stykker. Jeg tror det hænger sammen med 1814. Det danske rige er blevet så lille, og vi har aldrig genrejst os. Nej, men seriøst

– jeg har en rædsel for at blive forladt, men jeg kommer mig over det, for jeg kan se at det ikke sker. Vi forlader ikke hinanden, selvom vi har haft mange grunde til at gøre det, smiler han.

Etter tre år med ukentlig dialog, der programlederne «deler ukens traumer og gleder» og der det er lov å løfte frem både nordiske saker og samtidig dele egne tanker, følelser og frykter, har trioen blitt tett knyttet sammen. Hilde forteller at hun, Hassan og Åsa har utviklet omtrent den samme relasjonen som søsken har til hverandre.

– Jeg har akkurat den samme følelsen med Åsa og Hassan, som jeg har med mine egne søsken. Jeg kan bli irritert, men det går over veldig fort. Jeg stoler hemningsløst på de to, Hassan og Åsa overrasker meg ofte og drar samtalen videre over i et spor som jeg kanskje ikke var klar over at fantes. Jeg elsker at jeg aldri kjenner at jeg har helt kontroll, sier Hilde.

Helst vil de bare gi hverandre komplimenter. Men hva irriterer dem med hverandre?

– Det er ingenting som irriterer mig med jer, kvitterer Hassan.

– Självklart blir vi irriterade, annars skulle vi inte vara normala, mener Åsa.

– Jag avbryter ju Hassan väldigt ofta, till exempel. Det irriterar honom, tror jag, och han irriterar mig för att jag tycker att han ibland pratar lite för länge.

Samtidig kjenner Hassan at det er noen områder, hvor han kanskje trår litt forsiktig selv;

– Når vi kommer ind på Åsas fagområder som er historie, så bliver Åsa meget specifik og ærekær. Det forstår jeg udmærket. Jeg oplever også at hvis jeg overskrider en grænse og foretager en psykologisk analyse af Hilde, så bliver hun vred.

En gang gjorde dog Hassan en psykologisk analyse av Hilde, som hun synes var veldig treffende.

– Du analyserte meg og sa at jeg ikke utstår å ikke bli forstått. Det er en helt presis analyse. Jeg tåler det helt fint å ikke bli likt, men jeg liker det spesielt dårlig når jeg blir misforstått og i tillegg kanskje kritisert for det som har

blitt misforstått. Det er ille.

Når trioen skjønner at intervjuet muligens kommer til å bli avsluttet uten at de får gitt hverandre flere komplimenter, tar de grep og snakker nesten i munnen på hverandre. Her er det mye som fortsatt er usagt.

– På en måde er det lidt absurd at sige, for Hilde og jeg er næsten lige gamle. Men Hilde er stadig på en måde den mor, jeg aldrig har haft, fordi hun er så tålmodig og rummelig, empatisk og intelligent. Jeg vil bare svømme hen i det der, og derfor fungerer det så godt for mig at være en del av Norsken, svensken og dansken. Tror du ikke, jeg kan være den hjemvendte søn, Hilde? ler Hassan.

Åsa på sin side, er imponert over alt det kulturelle Hilde kan.

– När jag hör hur Hilde kan gå från kultur till politik helt enkelt, och citera och hur bildad hon är, så blir jag djupt imponerad, helt enkelt. Det tycker jag otroligt mycket om, att hon kommer in med den kulturella delen.

Åsa fortsetter:

– Hassan är väldigt bra på att vara privat och samtidigt hålla det på en principiell nivå. Det är också något jag tycker mycket om, legger hun til.

Hassan mener på sin side Åsa har gitt ham tilbake troen på venstrefløyen.

– Og det til tross for at jeg mistet den troen som barn. Åsa har en formidabel evne til å argumentere – hun er både venstreorientert og vanvittig tolerant og nysgjerrig.

‍

Fremtiden for språkfellesskapet

Hva mener så trioen om fremtiden for det nordiske språkfellesskapet?

Hilde mener at å bytte til engelsk i Norden er en fallitterklæring, og Hassan mener det er et utrykk for «ekstrem dovenskap» at vi ikke prøver hardere å forstå hverandre.

– Det er besynderligt, for forskellene mellem os er så marginale. Vi har fælles sprogstamme, det kræver bare lidt koncentration og velvilje at forstå hinanden. I Norsken, svensken og dansken oplever vi at der er få ord vi ikke forstår. Og dukker der et ord op, så spørger vi «hvad betyder det»? Så får man det forklaret, og så lærer man sig et nyt ord.

I den skandinaviske familieterapien er det altså ingen skam å spørre når man ikke forstår.

Mange nye ord har det blitt. Svenske «kavai» har vært oppe til debatt. Danske «kuk» og «tossed» likeså.

Hva tenker trioen om at mange unge bytter til engelsk når de snakker med hverandre i Norden i stedet for å spørre?

Åsa mener mange unge lager en skikkelig suppe av det svenske språket.

– Ibland ser jag på serien “Love is Blind”, för sån är jag, ler hun ("Love is blind" er et reality-TV-program der menn og kvinner forlover seg før de treffer hverandre i virkeligheten, red.anm.). Det är bara unga människor där. Det finns ingen som inte blandar engelska med svenska. Det är så dumt, så blandat och så tråkigt. Det är nog globalise ringen som har lett till detta, som förändrar vårt språk. Jag tror inte att det går att stoppa det tåget.

– Språket kommer til å representere et mye større klasseskille i fremtiden, mener Hilde. Hassan derimot, er ikke så bekymret.

– Moder kommer og går. Jeg synes ikke det er så bekymringsværdig når ungdom bevæger sig med moden i forskellige retninger. Det handler ikke om det for mig, for det nordiske er uanset vores base, det er fjeldet.

– Ja, selve livmoren! skyter Hilde inn.

‍

Vi skal slåss med ord, ikke våpen

Men hva skjer videre nå, med Svensken, dansken og norsken? Programmet som ifølge ryktene inspirerte NRK til å satse på ny Norden-korrespondent? Programmet skal iallfall fortsette å stimulere til å være modige i en tid der folk er veldig redde og nervøse for «hva som går an, og hva som ikke går an» å få til på TV og radio, sier Hilde. – Den største utfordringen er å sørge for at vi har en plattform i alle tre land. Vi må fortsette å vise at folk treffes av det. Og så må vi spørre oss: Skal vi ha besøk av finner oftere. Og hva med Island – bør ikke de være en større del av dette fellesskapet? Det jeg merker nå, er at det er flere unge lyttere. Og det synes jeg er veldig gøy.

– Så længe vi har det lyttertallet vi har, er det OK, mener Hassan.

– Jeg kunne godt tænke mig at Radio Danmark tog public service-arbejd mere alvorligt.

Han sikter til at Danmarks Radio i likhet med NRK er lisensfinansiert og skal jobbe i folkets tjeneste. I radio- og TV-loven står det blant annet at «Programvirksomheden skal sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat. Der skal endvidere lægges særlig vægt på dansk sprog og dansk kultur.»

Og det nordiske er en del av det.

– I dag er vi de eneste som beskæftiger os med det nordiske, sier Hassan. Hilde er villig til å gå i krigen for podkasten sin. Intet mindre. For av alle de 264 valgenesom finner sted i verden i år, er det mange som kommer til å gå i feil retning, mener hun. For de kommer til å snakke mindre. Og der er podkasten en motvekt.

– Ja, jeg tenker helt konkret, at det vi står for i podden, er verdt å kjempe for. Om vi noen gang skal gå i krigen, er det for det vi står for. Dette rommet, der vi kan snakke fritt og åpent om alt, det er så viktig. Jeg tenker at det å insistere på det vi har felles i denne kroken av verden, det er verdt å slåss høylytt for. Med ord, i stedet for våpen. Det er det vi gjør – og skal fortsette å gjøre!