Tekst: Esben Ørberg

Historien om Anders Beyers barndom og ungdom er som taget ud af et eventyr. Det er historien om vidunderbarnet fra beskedne kår i et lille bornholmsk fiskerleje, som allerede som 14-årig indledte en karriere som popmusiker, inden han blev et stort navn inden for klassisk, jazz og kultur i øvrigt. I dag sidder han på niende år som direktør for Festspillene i Bergen og har, som de fleste fastboende danskere i andre nordiske lande, gjort sig betragtninger om Norden og nordisk samarbejde.

Bli medlem i Foreningen Norden!

Folkelighed?

Anders Beyer er ikke blind for alle de begreber, man normalt forbinder med nordisk fællesskab; sprog, geografi, demokratisering og værdisæt. Men især et dansk ord forekommer ham at gælde for hele Norden, men findes ikke på engelsk.

- Folkelighed! Hvad er det, spørger mange uden for Norden. Og det er ikke så let at forklare. Community Projects? Og hvad er folkehøjskole? Det glæder mig, at folkelighed er et nordisk særkende, men det er lidt irriterende, at det skal være så svært at definere – især for udlændinge. Vi må slå os til tåls med, at vi her i Norden har et fælles grundlag at leve på, som vi egentlig ikke behøver at tale så meget om. Jeg har det lidt sådan, at når nogen ikke spørger mig, så ved jeg udmærket hvad det ’nordiske’ er, men når nogen spørger mig, så bliver jeg usikker, for det er svært at pinde ud i pædagogisk format.

Meget af Beyers syn på Norden er betonet af hans musikalske baggrund og han er meget bevidst om de historiske fællesnævnere.

- Jeg ser det skandinaviske og nordiske sammenhold vokse frem i begyndelsen af 1900-tallet som et fælles grundlag at dyrke kunst på, anført af blandt andre Carl Nielsen, Edvard Grieg og Jean Sibelius. Senere kom en mere modernistisk holdning, som nærmest angreb de gamle mestre, ligesom det skete i kunstverdenen. Per Nørgård var en af de nye, men han talte dog stadig om ’det nordiske sinds univers’, og han var som ung dybt fascineret af Sibelius’ musik.

Fællesskab i nye former

- Jeg tror, at meget af det klassiske nordiske fællesskab forsvinder, men vi har stadig drømmen om et fællesskab, og den er med til at samhørigheden alligevel dukker op i nye former, som blandt andet skyldes digitaliseringen. Der sker en masse i de nordiske institutioner, som bidrager til at holde sammen på det nordiske hus og det nordiske fællesskab. Det er jo dokumenteret utallige gange, at når vi flyver i flok, kan vi gøre os meget bedre end hver for sig.

Anders Beyer har især én bestemt oplevelse om nordisk fællesskab, som han bliver ved med at glæde sig over – selvom det snart er 20 år siden den foldede sig ud, da han for Nordisk Ministerråd var ansvarlig for et samarbejde med Vest-Balkan efter borgerkrigene.

- Det handlede om at bringe unge sammen. Vi samlede unge fra Norden og bragte dem sammen med jævnaldrende fra Bosnien, Albanien, Kroatien, Serbien og Makedonien. Vi etablerede sammen med de unge et symfoniorkester, som turnerede i Balkan-regionen. Der oplevede jeg ikke blot det nordiske fællesskabs enorme styrke, men også hvordan musik kan fungere som en del af en demokratisk proces. De unge fra Balkan oplevede, at uenighed ikke behøver udarte sig i krig, at vi var med til at skabe et fælles 'værerum', som de unge fra Balkan tog til sig. Vi fik skabt forståelse for, at vi godt kan være uenige uden at slå på hinanden.

- Jeg ved godt, at dette projekt var en dråbe i havet, men jeg glemmer aldrig, hvordan de unge voksede under orkesterets turne og jeg har den dag i dag gode bekendte fra projektets tid. En norsk jente fandt tilmed en kjæreste og kommende ægtefælle på turen.

Naturen sidder i alt

Anders Beyer mener, at naturen i Norden har helt afgørende betydning for kulturen i Norden.
- Den karakteristiske klangbund for kulturen er simpelthen naturen. Naturen er nok så forskellig, men Grieg, Sibelius, Carl Nielsen, Wilhelm Stenhammar og mange andre lader deres hjemlige landskaber tone frem i kunsten. Carl Nielsen har da klart bund i fynsk muld, hvor Griegs musik er rundet af de uendelige vidder og norske bjergmassiver. Naturafhængigheden afspejles også mod nord i Island, hvor det mærkes i musikken, at komponisterne lever på urolig grund, tænk bare på Jón Leifs verk 'Geysir'. Nærheden til naturen binder os sammen, vi er rodfæstede i naturen. Det fornemmer jeg mere end nogensinde, når jeg sidder heroppe i Bergen, lyder det fra Anders Beyer, som har haft god tid til at studere forskelle og ligheder mellem de nordiske lande – især Danmark og Norge.

Da han flyttede til Bergen i 2012, var han overbevist om, at norsk og dansk mentalitet var stort set identisk.

- Men skinnet bedrager! Jeg måtte arbejde hårdt for at finde ud af, hvordan klaveret spiller i Norge og blev ofte rådet til ikke at være alt for ’direkte’ dansk. I en verden, hvor vi knytter bekendtskaber på tværs af store afstande og kulturelle skel, er båndet mellem Norge og Danmark dog et særligt tæt familiebånd. Nordmænd og danskere er historisk set hinandens nærmeste nationale slægtninge. Vores sprog har forskellig klang, men ordene kender vi, vi spejler os i hinandens sange, kunst og litteratur, og vi genkender os selv i hinandens syn på verden. Som alle familier deler vi sejre og nederlag, og vi inspirerer hinanden til at udvikle det samfund, vi drømmer om.